Sommeren er over os, og forhåbentlig er der mange, der nyder vores dejlige område på Hellesklint. Bestyrelsen vil gerne informere lidt mere om, hvad der lige nu rører sig på Røsnæs

TAGVAND
Der ledes fortsat alt for store mængder ud i kloakken – få det nu ordnet!

De, der den sidst uge har opholdt sig på Hellesklint, vil kunne bekræfte, at der har været et par særdeles heftige regnbyger. Som led i forberedelserne til en ny spildevandsrensning, som  vi arbejder ihærdigt på at få iværksat, er det en absolut nødvendighed at al tagvand frakobles kloakanlægget.

Vi har informeret herom mange gange de seneste to år, og mange har også været lydhøre og fået lavet det nødvendige arbejde.

Stor ros til dem der allerede nu har fået bragt forholdene i orden. Men når vi oplever heftige regnskyl, som vi har gjort de seneste par uger, kan vi ved målinger se, at der fortsat ledes betragtelige mængder tagvand til kloakken.

Hvis du er i tvivl om du er en af ”synderne” kan du lette dit kloakdæksel og hælde en kande vand i tagrenden. Hvis det kan ses i kloakken, skal du få frakoblet nu. Du bestemmer selv hvor vandet skal hen, men selve frakoblingen skal udføres af en autoriseret kloakmester og dokumenteres overfor grundejerforeningen.

Som sagt er det en absolut nødvendighed, hvis vi skal lykkes med projekt spildevand.

SPILDEVAND
Udkast til kontrakt vurderes af vores advokat

Vi har tidligere informeret om vores dialog med KALFOR om at pumpe vores spildevand til kommunens rensningsanlæg i Ulstrup. Den dialog fortsætter, om end vi godt kunne ønske os, at der var sket større fremskridt på nuværende tidspunkt.

Vi er blevet præsenteret for et udkast til en kontrakt for tilslutning til Ulstrup renseanlæg. Kontrakten ser fornuftig ud, og lige nu har vi den til vurdering hos en advokat. Når vi har hans bemærkninger, er vi et skridt videre.

Lige nu anslås anlægsudgifterne til 3-4 mio. kr. Kontrakten sikrer os, at vi kan følge projektet hele vejen, og at der er stopklodser undervejs, hvis projektet løber helt løbsk.

HJERTESTARTER
Hvor mange er interesserede i kursus?

Sidste år fik vi monteret en hjertestarter på hjørnet Hellesvej/Hejrevej. Flere har efterlyst kursus i at bruge den, men Corona situationen har desværre forhindret os i at gennemføre dette. Men nu er Coronaen lettet så meget, at vi kan gennemføre et eller flere kurser. Bestyrelsen påtænker at afholde det/de første kurser umiddelbart efter sommerferien. Men før vi sætter kurser i værk, vil vi gerne fra medlemmerne høre om interessen for et sådant kursus. Vi vil derfor gerne have en uforbindende tilkendegivelse om interessen. Hvis du er interesseret bedes du sende en mail til: samira@samirakudskpr.com eller til lauritzen@ka-net.dk.

BOTANIK- OG GEOLOGITUR
Vellykket arrangement

Igen i år var der arrangeret en botaniktur i vores område og i år blev det så suppleret med en gennemgang af den specielle geologi på Røsnæs. Et, som jeg hører det, et meget vellykket arrangement. Stor tak til de, der har arrangeret og stor tak for det faglige indhold ved Rikke Bagger og Johannes Kryger.

FIBERNET
Forbindelsen er på vej

Vi har fra Kalundborg Kommune modtaget brev om, at der er søgt om gravetilladelse til fibernet i perioden 30/8 og frem til 27/10.

Hvornår vi får funktionsdygtigt fibernet, ved vi ikke noget om, men da konsulenten var hos mig i foråret, indikerede han, at vi formentlig har forbindelse sidst på året. Hvis nogen har bedre information, hører vi gerne

SLØRUGLEVEJ
Modeller for samarbejde drøftes med ny udstykning

Alle har formentlig lagt mærke til, at vi nu får nye naboer på udstykningen på Sløruglevej.

Vi har gennem vinteren og foråret været i tæt dialog om, hvorledes et fremtidigt samarbejde kunne etableres. Mange modeller har været drøftet, herunder fuldt medlemskab af grundejerforeningen Hellesklint. Som situationen står lige nu, kommer de ikke med i vores forening. Men vi drøfter fortsat, hvorledes vi kan opbygge et godt naboskab, herunder at de får brugsret til vores fællesfaciliteter mod betaling.

Vi drøfter også modeller for, hvorledes de eventuelt kan kobles på vores kloak. Deres lokalplan tilsiger at de kan lave samletanke for deres spildevand. Det vil indebære, at der skal køre store tankbiler på vores veje, hvilket vi naturligvis ikke er interesseret i. Men der er som sagt  endnu ikke truffet aftaler.

Categories:

Tags:

Comments are closed