Grundejerforeningen Hellesklint blev stiftet på en generalforsamling på Hotel Risø i Roskilde den 22. april 1965.

Udstykningen udgik fra arealerne tilhørende Listrupgård og Kildegården. Der var en del modstand imod udstykningen, men det lykkedes dog at få projekterne godkendt for den del, der ligger syd for vandskellet. Det var i alt 249 grunde. I 1978 kom 7 grunde til ved udstykning af Kildegårdens stamparcel nede ved mosen.

Der blev valgt en bestyrelse på 5 medlemmer med overfenrik Karl Erik Nielsen som formand.

I de første år arbejdede bestyrelsen ihærdigt på at få en lang række ting etableret. Det var dog udstykkerne, der påtog sig det udførende arbejde med vand og kloak, mod en pris for hver grund på 2.650 kr. kontant og et pantebrev på 3.500 kr. til 8 % rente over 10 år.

Sidevejene blev anlagt successivt, og man enedes i 1967 om at få elforsyning gennem jordledninger frem for luftledninger. Elforsyningen blev udført over en 5 årig periode efter lodtrækning.

I 1970 vedtog man at anlægge et fritidsområde med bådpladser, bådslidsk og boldbane ved stranden. Man indledte endvidere i 1974 diskussioner om bedre vejbelægninger på de større veje. Der skulle dog gå endnu nogle år, inden anlægget af SF-stenbelægningerne på Hellesvej og Ørnevej blev udført. I 1977 var imidlertid de fleste etableringsarbejder overstået, herunder vejene, og den daværende bestyrelse kunne herefter koncentrere sig om at vedligeholde alt det, man havde fået iværksat og etableret i foreningens første 12 år.

Generalforsamlingerne blev frem til 1994 holdt på Byparken i Glostrup, I 1995 begyndte man af afholde dem i Røsnæs Forsamlingshus, og der mødte 105 medlemmer samt ledsagere frem, og mødet varede 4½ time med en ophedet debat om parkeringsplads og udsigtsforhold.

I løbet af årene har der været mange emner til debat på de årlige generalforsamlinger:

Spildevandsanlægget. Kalundborg Kommune ville overtage spildevandsanlægget, men det blev afværget. Nu har vi i lang tid ventet på kommunens spildevandsplan og derfor sparet mange penge op.

Hastighedsbegrænsningen blev forsøgt håndhævet med et projekt om stilleveje. Dette blev på daværende tidspunkt forkastet af generalforsamlingen.

Husfarver har også været til debat. Bestemmelserne om husfarver endte med at blive liberaliseret efter hede debatter over nogle år.

Affaldscontainere. En service med affaldscontainere blev afløst af en storskraldsafhentning, som senere blev til den nuværende flishugningsordning.

På den ordinære generalforsamling 29/10 2017 trådte formanden gennem 40 år Henning Bonde tilbage af personlige grunde. J. J. Madsen valgtes som ny formand. Nuværende formand er Ole Rubach.